Hvem står bag?

Præsentation af KonfirmandBlogs bestyrer:

Lotte Lyngby Nielsen

Min debut som konfirmandunderviser fandt sted en mørk januarmorgen i 1997. Det var min første dag som præst, og i konfirmandstuen i Skalborg kirke i Aalborg sad 25 sløve teen-agere og så mig an med skeptiske øjne. De øjne, jeg så på dem med, var mildest talt lige så skeptiske. Hvad skulle jeg stille op med den her flok unge mennesker?

Som enhver ny præst må sande, var der ikke andet at gøre end at springe ud i det. Og heldigvis viste Skalborgs konfirmander sig at være en god årgang. De bar over med mig og tog godt imod mig – og de lærte mig at være glad for at undervise konfirmander.

Og heldigvis er jeg skabt sådan, at det falder mig let at være i kontakt med mennesker på 13-14 år. Ellers var det aldrig gået! For præster lærer kun meget lidt om at undervise, før de pludselig står alene med foden under egen konfirmandstue.

Gennem årerne har jeg erfaret, at konfirmander sætter mangen en præst grå hår i hovedet. Jeg har mødt kollegaer, der har ondt i maven, hver gang de vågner onsdag og torsdag og ved, at konfirmanderne venter. Sådan er det ikke rimeligt, at nogen skal have det!

KonfirmandBlog er et forsøg på at skabe et sted, hvor vi sammen kan blive klogere på konfirmandundervisning. Bloggen er tænkt som et rum med plads til både konfirmand-elskere og konfirmand-frygtere. Her kan vi opmuntre og dygtiggøre hinanden og diskutere, hvordan vi bedst muligt får undervist tidens konfirmander.

Som bestyrer af bloggen vil jeg trække på mine egne erfaringer og også af og til ty til eksperter, der ved mere om konfirmander, end jeg gør.

Udpluk af Lottes CV:

Arbejdsliv:

  • præst i Aalborg stift siden 1997. Lige nu i Sebber, Bislev og Ejdrup sogne.
  • sideløbende journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole

Erfaring med konfirmander:

  • har undervist og konfirmeret 24 hold konfirmander
  • har haft konfirmander i storbysogne og landsogne
  • har deltaget i supervisionsgrupper med fokus på konfirmandundervisning
  • har udviklet og afviklet mange forløb for konfirmandundervisning
  • har forsøgt at inddrage konfirmandernes erfaringer, sanser og meninger i min undervisning

1 Kommentar

  • Genial idé til en blog! Mon ikke du er ene om den ude i blogosfæren. Jeg fandt ikke noget ved en (hurtig) googling på ‘konfirmation’ og ‘blog’

    Hej,
    Stig


Læg en kommentar