april 25, 2008

Konfirmander tager limousinen hjem

I 1997 da jeg konfirmerede mine første konfirmander, hændte det, at hestepiger blev hentet i hestevogn udenfor kirken på konfirmationsdagen. Det kunne også ske, at Peters onkel Børge kom med sin seje motorcykel for at køre en glad konfirmand videre til fest. Her 11 år efter er det ikke længere nok. Nu holder store lejede biler klar på parade udenfor kirken og venter på at køre konfirmander hjem. Sidste søndag kørte op til flere limousiner konfirmander rundt i Århus midtby.                                         

freefoto.com

 

 

 

 

 

 

  Foto: FreeFoto

 

Jeg kan ikke bebrejde konfirmander, at de har store ønsker til, hvad der skal ske, når der for første gang i deres liv holdes stor fest med dem som midtpunkt. Det er helt i orden, at konfirmander drømmer om limousiner. Men det er på tide, at vi voksne mærker efter, om der måske skal skrues ned for forbrugsspiralen, når det gælder konfirmation.

Jeg under konfirmander store oplevelser. Men når paradekørselen udenfor kirken bliver dyrere og større år for år, så er vi voksne med til at sætte skel mellem konfirmander. For selv om det siges at gå godt økonomisk i Danmark, så er det ikke enhver konfirmand forundt at have forældre, der har råd til limousiner. Der vil på ethvert konfirmandhold være nogen, der må nøjes med sin mors gamle Golf.

Forhåbentlig bliver limousinerne hyret for at glæde konfirmander. Eller kunne det også tænkes, at det er mor og far, der har brug for at vise naboen, hvor stor stads de har mulighed for at gøre ud af deres barns konfirmation?

 

 

 

 

april 16, 2008

KonfirmandBlog blogger videre

KonfirmandBlog blev til som en øvelsesopgave på mit studie på Journalisthøjskolen i Århus. I første omgang var det ikke meningen, at bloggen skulle leve længere end det undervisningforløb, den var en del af.

Men det har vist sig, at I faktisk er nogen, som besøger KonfirmandBlog. Og derfor får den nu lov at leve videre. Især fordi det har vist sig at være sjovt at blogge!

Når næste konfirmandsæson begynder, er jeg færdig på Journalisthøjskolen og i gang igen som præst. Til den tid vil KonfirmandBlog følge livets gang i min konfirmandstue. Jeg vil tage temaer og tendenser op, og jeg vil fortælle om, hvad jeg laver med mine konfirmander.

Indtil da vil KonfirmandBlog komme til at handle om mit eksamensprojekt som journalist. Jeg skal de næste 6 uger producere et magasin for konfirmandforældre. Magasinets motto er: Klogere på kristendom.

Hvordan det projekt kommer til at tage form, vil man kunne følge her på bloggen. Forhåbentlig vil nogen give deres besyv og deres mening med undervejs. Så jeg bliver klogere - om ikke på kristendom, så i hvert fald klogere på, hvad et konfirmandforældremagasin skal indeholde.

Venlig hilsen Lotte

april 8, 2008

Er 13-14 årige gamle nok til at blive konfirmeret?

Set med mine præsteøjne er konfirmation ikke et bryllup, hvor man for livstid gifter sig med Gud. Hvis det var tilfældet, ville det ikke være rimeligt at bede 7. klasses elever om at tage stilling til, om de vil konfirmeres. I så fald skulle konfirmander mindst være myndige.

Konfirmation er for mig at se først og fremmest et pædagogisk tiltag. Det vigtige er ikke den kirkelige handling, men den undervisning, der går forud. Det var da også netop med det formål, at unge skulle lære noget, at konfirmationen blev indført i Danmark i 1700-tallet. Der står da heller ikke ét ord om konfirmation i bibelen.

Konfirmationsforberedelse er kirkens tilbud til unge om at blive klogere på, hvad kristendom er.
Dét forløb afsluttes med konfirmationen i kirken. Her bliver konfirmanden spurgt om ‘han vil konfirmeres i den kristne tro’. Konfirmation er altså noget, der ‘overgår’ ham eller sker med ham. Konfirmanden er så at sige passiv modtager af konfirmationen.

Konfirmation betyder ‘bekræftelse’. Konfirmanden bliver spurgt, om han vil bekræftes i den kristne tro. Siger han ja, så lægger præsten sin hånd på hans hoved og gentager på ny dén velsignelse, som konfirmanden i sin tid fik, da han blev døbt.

Konfirmationsvelsignelsen lyder sådan her:

Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i dåben har gjort dig til sit barn,
han styrke dig i din tro og give dig håb,
han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed.

Det er dén velsignelsesbøn over den unge, som er konfirmationens indhold. Og den er man gammel nok til at få som 13-14 årig. Og vælger man siden hen, at det med Gud, det tror man godt nok ikke på - ja, så er konfirmationen ikke noget livegenskab. Også den konfirmerede har frihed til at tænke og tro, som hun vil.

april 8, 2008

Gud ske tak og lov for gaver!

“De gør det jo bare for gavernes skyld”.

Sådan lyder ofte folkets dom over konfirmandernes konfirmation. Dommen falder garneret med en vis portion hån. Underforstået: der er ingen alvor i en konfirmation, hvis det med gaverne betyder noget.

Set fra min præstepind er det slet og ret løgn, at konfirmander bliver konfirmeret for at få gaver. For de konfirmander, der rent faktisk vælger konfirmationen fra, får i langt de fleste tilfælde også en stor fest og masser af gaver. Nogle kalder den fest for nonfirmation. Andre inviterer til stort 14-års gilde eller teen-agefest. Så begavet bliver de unge mennesker. Hvad enten de konfirmerer sig eller ej.

Gaver til dørsmækkere

Men hvad er der også galt med gaver? Det skulle være en mærkelig teenager, der ikke fik bobler i maven ved tanken om et bugnende gavebord. Det gør jeg da forøvrigt stadigvæk selv ved tanken om fødselsdagsgaver og julegaver - og det selv om min dåbsattest har 40 år på bagen.

Mærkeligt det menneske, der ikke gerne vil have gaver! Og mennesker i størrelsen 13-14 år har om nogen brug for gaver. For de befinder sig i én af livets mest krævende faser. De er ved at blive sig selv, og vejen til at blive det går over at blive en anden end sin far og mor. Og det er ikke let for forældre at vænne sig til. Så teen-agere fremstår besværlige. De smækker med dørene, de har et temperament uden lige, de gør mærkelige ting, og de er ind imellem svære at elske. Der bliver råbt både højt og vredt i huse, hvor der bor 13-14 årige mennesker.

Gaver bekræfter

Midt i den svære tid, hvor de slås for at blive sig selv og må leve med de voksnes misbilligelse og bekymring, dér er det guld værd at blive holdt fest for og få masser af gaver. For fest og gaver bekræfter den unge i, at han har værdi, og at der er nogen, der sætter pris på ham. Midt i en tid med smækkende døre og hårde ord oplever konfirmanden, at hun er én, som det er værd at holde fest for. Hun bliver mindet om, at der er en familie, som hun har betydning for.

Se, dét tror jeg er rigtig meget værd. Derfor vil jeg til enhver tid som præst opfordre konfirmanderne til at glæde sig til fest og gaver. Det er ikke kun det forbrugsorgie, det måske giver syn af. Det er en bekræftelse på værdi og betydning. Og det har 13-14 årige altså brug for.

april 8, 2008

Konfirmzion.dk - konfirmandlokale på nettet

Hvordan kommer man bedst i kontakt med konfirmander? Svaret ligger lige for - præster kommer ikke udenom at benytte de kommunkationsmidler, som konfirmanderne selv forlængst har taget til sig. Præsterne må med andre ord gå ombord i mobiltelefoner og computere, hvis de vil have deres konfirmander i tale.

Konfirmazion.dk er et forsøg på at bane vejen for præster på vej ind i de nye kommunikationsformer. Sitet byder præsterne på følgende muligheder:

  • et elektronisk konfirmandlokale, hvor den enkelte præst kan lægge opgaver, beskeder og andet ud til sine konfirmander.
  • en sms-tjeneste, hvor det er muligt at sende fælles beskeder ud til større konfirmandholds private mobiltelefoner
  • et forum for præster, hvor der kan udveksles powerpoint-præsentationer og andet digitalt undervisningsmateriale.

Konfirmazion.dk har derudover tilbud til konfirmander:

  • en fælles hjemmeside om at være konfirmand
  • ny konkurrence hver uge med præmier på spil

Bertel bakker op

Konfirmazion.dk er udviklet af Danmarks Kirkelige Mediecenter for penge skænket af Kirkeministeriets udviklingsfond. Siden blev officielt åbnet i august 2007 - endda med digitalt snoreklip af kirkeminister Bertel Haarder. Ministeren har selv afprøvet sitet og siger god for brugervenligheden:

“Jeg har lige lånt brugsvejledningen for at se, om jeg kan finde ud af det. Og det kan jeg. Det er meget tilgængeligt”, sagde Bertel Haarder ved åbningen.

Konfirmazion.dk koster penge

Selv om kirkeministeriet finansierer projektet, er der dog brugerbetaling på sitet:

  • oprettelse af et hold: 450 kr. pr. sæson inklusiv 5 konfirmanders brugerprofiler
  • derudover 75 kr. pr. konfirmand
  • se mere om priser

Sitet støver

Det kan kun hilses velkomment, at nogen forsøger at gøre det let for præster at bevæge sig ind i den elektroniske tidsalder. Det skulle nogen have gjort for længe siden, for konfirmanderne løber foran os i rasende tempo og er på alle måder klogere end os, hvad nye kommunikationsformer angår. Men konfirmazion.dk fremstår ikke helt oppe på beatet. Her otte måneder efter åbningen af sitet viser forsiden stadig billeder og tekst fra den officiele kirkeministeråbnings ceremoni, og en gråsprængt biskop ses sidde ved en bærbar pc. Må vi bede om en forside, der bliver opdateret, tak!

april 8, 2008

Modige konfirmander trodser bevidste forældre

“Mor og far vil helst have, at jeg ikke bliver konfirmeret. Men jeg vil altså konfirmeres!”

Sådan sagde en pige for et par år siden, da hun mødte op til konfirmandundervisninig, selv om hendes forældre syntes, at det var stærkere gjort at lade være.

På hvert hold konfirmander er der nogen, der ikke er blevet døbt som små, fordi deres forældre bevidst har valgt kristendommen fra. Det er min oplevelse, at de forældre bliver temmelig forskrækkede, når deres 13-årige vælger at blive både døbt og konfirmeret. Her har de opdraget deres barn til at blive et selvstændigt individ, og så kommer hun her og vil døbes - og er det nu ikke bare fordi, at hun vil være som de andre, at hun nu får mærkelige nykker og vil til at være konfirmand?

Men her er det på sin plads at spørge, om det ikke netop er modet til at gå egne veje, der manifisterer sig, når et barn i 7. klasse insisterer på at gøre det, som forældrene ikke ønsker. For mig at se er det meget modigt at turde sige, hvad man selv vil, selv om der står en mor og en far, som gerne vil noget andet.

Der er ingen tvivl om, at det kan kræve mod at vælge konfirmationen fra i familier, hvor man altid plejer at blive konfirmeret.

Men det kræver ikke mindre mod at ville konfirmeres i familier, der bevidst har valgt tro og kristendom fra. Konfirmander, der tør gå sine egne veje, fortjener forældre, der er stolte af dem!

april 8, 2008

Kristuskransen har X-Factor

Længe før kinesiske lykkearmbånd dukkede op på håndleddet af Martin og Basim i X-Factor, var perler om armen et hit blandt mine konfirmander. I kristen udgave hedder armbåndet Kristuskransen, og det er et hjælpemiddel til at lære, hvad bøn er.

Kristuskransen er 18 perler samlet i en kreds på en snor. Den stammer fra Sverige og er udviklet af biskop Martin Lönnebo. Hver perle har sin egen betydning og skal minde sin bærer om bestemte aspekter ved det at være menneske.

Perlerne har betydning

Kransen bruges som en guide, når man skal bede. Den viser vej rundt i bønnens univers. Man lader fingrene glide hen over én perle ad gangen og dvæler nogle øjeblikke for hver perle og samler sind og tanker om dét, som perlen står for.

De røde perler betyder henholdsvis dem, vi elsker, og dem, der elsker os. Den sandfarvede perle står for alt det, der gør livet til en ørken og dræner os for liv. Den sorte perle er nattens, den sætter farve på død og tvivl og afmagt. Læs mere om perlernes betydning

Konfirmander elsker kransen

Det er min erfaring, at Kristuskransen får stor betydning for en del konfirmander. Den hjælper til at forstå bøn som andet end en bestillingsseddel over ting, som man gerne vil have. Den åbner mulighed for at erfare bøn som meditation, fred og hvile.

Nogle konfirmander slider flere kranse op i løbet af en konfirmandsæson, og perlerne er også med på selve konfirmationsdagen, hvor de sidder på armen i flot kontrast til tyl og hvide kjoler.

Kristuskransen i undervisningen

Jeg har brugt en dobbeltlektion på at gennemgå kransen sammen med konfirmanderne. Her har vi hver især samlet vores egen krans og gennemgået de enkelte perlers betydning. De næste mange uger har vi hver gang sluttet undervisningen af med at bede Kristuskransen.

Vi har sat os godt til rette. Gerne med ryggen til hinanden, så vi forstyrrer hinanden mindst muligt. De, der ikke har ro i sig, har fået lov at gå udenfor imens. Konfirmanderne sidder med perlekæden i hånden. Jeg siger en kort indledning til hver perle, og derefter er vi stille sammen nogle øjeblikke. Dernæst går vi videre til næste perle. Igen siger jeg nogle få ord, hvorefter vi er stille. Når vi har været hele vejen rundt, sluttes af med Fadervor.

Armbånd uden lykkegaranti

Remee gav sine X-Factor deltagere kinesiske lykkearmbånd. Kristuskransen har ingen lykkegaranti, men vil blot være et hjælpemiddel til at koncentrere sig om bøn. Forskellen mellem de to armbånd må kunne føre til spændende samtaler i konfirmandlokalet om, hvad lykke er, og hvad bøn er. Læs mere om lykkearmbånd og kristuskranse

Links om kristuskransen:

Hvor købes Kristuskransen?

april 7, 2008

Inspiration til konfirmandundervisning

I de her uger er der søndag efter søndag konfirmation i kirker i Danmark. Smilende teenagere i stiveste pus forlader kirken på vej hjem for at holde fest. Tilbage i kirkedøren står præsterne og kan se tilbage på otte måneders undervisning af de unge.

For en del præster er det med vemod i sindet, at de siger farvel til konfirmanderne. De oplever, at det har været spændende og givende at arbejde med de unge og deres tanker om tro og Gud. Men andre præster drager et lettelsens suk, så snart den sidste konfirmand er draget af. De oplever konfirmandundervisning som en krævende og vanskelig del af deres arbejde som præst.

Hvad enten man elsker konfirmandundervisning eller ej, kommer man som præst ikke uden om at måtte forholde sig til, hvordan man vil undervise sine konfirmander. Hvordan gør man kirke og kristendom vedkommende for 13-14 årige drenge og piger?

Denne blog er et forsøg på at lave et inspirationssted for præster og andre undervisere. Bloggens formål er at indbyde til debat og udveksling af erfaringer. Den skal være et sted, hvor man kan hente nye idéer til undervisningen og drage nytte af andres tanker omkring dét at undervise konfirmander.

Bloggen skal byde på:

  • debat om konfirmandundervisning
  • idéer til konkrete konfirmandforløb
  • anmeldelser af konfirmandmateriale
  • links til sider om konfirmandundervisning

De kommende dage vil bloggen blive udviklet og formet. Så klik snart ind igen og se, hvad bloggen her bliver til. Og bidrag gerne med indlæg og idéer.

Venlig hilsen Lotte Lyngby

sognepræst i Aalborg stift og konfirmandunderviser gennem 12 år.